Borchs Kollegium 1689-1728.

Hans Olrik: Borchs Kollegiums historie i de første 40 år (1689-1728). I: Olrik m.fl.: Festskrift i Anledning af Borchs Kollegiums 200-Aars Jubilæum. Kjøbenhavn: Schultz 1889.

Her gengives: s. 161-162 (indholdsfortegnelse); s. 4-43 (Forord; Kollegiets oprettelse; Det ældste kollegium og dets omgivelser); s. 152-156 (Ildebranden 1728).

Indhold.

Forord 4.

1. Kollegiets oprettelse 5-22.

Indledning (6). - Borchs forhandlinger med Konsistorium; købet af professorboligen (7). - Fundatsen (9). Gavens betydning for de studerende (15). - Kollegiets opførelse. Borchs død (19). - Kollegiets indvielse (20).

Billeder og beskrivelser (23). - Det ydre (24). Indretningen, værelserne (25). Auditoriet; bibliotheket, kunstkamret (28). - Udbygninger, gård og have (37). - Omgivelserne (41).

Eforerne: Vinding. Caspar Bartholin (44). - Valg af alumner: Eforus' indstilling, valget i Konsistorium (47). Rygter om nepotisme (48). Indblanding fra hoffet og højtstående (50). Ekspektanter (51). Vakancer (53). Forholdet til Elers' kollegium (53). - Disciplinen: "Artiklerne" (55). Tilladelse til på grund af observationer at blive ude om natten (57). Varigheden af stipendiet. Ombytning af studium og forbud derimod. Bortrejse og udelukkelse (57). - Pengevæsenet: Fremlæggelsen af kollegiets (og "appendixets") regnskab (59). Pengene undertiden ikke anvendte til selve kollegiet (60). Kapitalens anvendelse, renterne (61). Forsøg på at anbringe kapitalen i jordegods (62). Midlernes tilstrækkelighed (64). Kollegiets frihed for grundskat. Lygte- og gadeskat (64). Legaternes beregning i kronemønt (66).

Forholdet til det almindelige studenterliv (68). - Studenternes afsondrethed fra det offenlige liv (69). Undtagelser: Begivenheder i kongehuset, studentervæbningerne 1700 og 1716, reformationsfesten 1717 (70). - Studenternes mangel på idealitet (76). Råhed: Drukkenskab (77). Slagsmål: kårder, sammenstød med lakajer og militære; gadeuordener, slagsmål med vægtere og politi, overfald på borgere; indbyrdes slagsmål, dueller (79). Forstyrrelse af stilskrivningen p& universitetet, kådhed og overgreb mod russerne (86). Opsætsighed mod professorer, kommunitetsprovst og dekaner (89). - Spil (92). Usædelighed og letfærdighed (P. J. Hvid) (92). Bedrageri og tyveri (95). Gæld (96). Fattigdom og flothed (96). - Studenternes, særlig alumnernes bundethed: Akademiske love, privatpræceptorer. Eforus. Inspektors myndighed. Inspektorvalget (97). Religiøse forhold (100). - Disputationerne og deklamationerne p& kollegiet; Ordningen. Professorerne undertiden tilstede (102). Trykningen af disputatserne (103). Forsømmelse af disputerepligt (105). Talernes æmner (opgivne af Borch eller eforus) (106). Disputatsernes æmner (107). - Dagligt liv på kollegiet (113). Afbrydelsen ved pesten (114). Stor forskel på alumnerne i alder, væsen og senere livsstilling (114). Afdøde alumner (115). - 50 bekendte alumner og deres exercitia (115).

Brandens opkomst og udbredelse (152). Det andet kollegium (156).

Den oprindelige plan var at give en udførlig fremstilling af Borchs kollegiums historie lige ned til vore dage; dertil blev jeg opfordret af forhenværende medalumner, og således havde jeg selv tænkt mig det. Det viste sig imidlertid snart, at min tid ikke forslog til et så stort arbejde, navnlig da kilderne for en stor del ikke er trykte, men skrevne, og derfor ikke var så let tilgængelige og hurtig gennemsøgte, men måtte opledes og samles i Konsistoriums righoldige arkiv og i det store kongelige bibliotheks samlinger, -et foliohåndskrift af den ledreborgske samling (nr. 362), der med stor venlighed blev mig lånt af hr. lensgreve, kammerherre Holstein Ledreborg, viste sig kun at være afskrift af fundatsen-. End mindre kunde der i festskriftet skaffes plads til en omfangsrig skildring af kollegiets historie gennem to hundredår. Jeg matte derfor begrænse mig til tiden fra kollegiets oprettelse i året 1689 indtil ildebranden 1728, der danner en mærkepæl i dets historie. Dette tidsrum har jeg da ikke taget i betænkning at skildre udførlig og med indgående henblik til det daværende studenterliv i almindelighed som uundværligt til forståelsen af livet på kollegiet, så meget mere som det er lykkedes mig at samle flere hidtil ubenyttede småbidrag til det akademiske livs historie. Tiden efter 1728 indlader jeg mig altså ikke på; efter et ønske, mange har udtalt, tilføjer jeg dog en fortegnelse over kollegiets eforer og alumner indtil 1889. Alle dem, der under mit arbejde har vist mig venlig imødekommen, bringer jeg sluttelig min tak.

København d. 3. Maj 1889.

1. Kollegiets oprettelse.

Indledning. - Borchs forhandlinger med Konsistorium; købet af professorboligen. - Fundatsen. Gavens betydning for de studerende. - Kollegiets opførelse. Borchs død. - Kollegiets indvielse.

I den lærde verden er det ikke nogen sjældenhed at se mennesker leve et enligt liv, helliget videnskaben, men fremmed for familielivets hygge og glæder. Det blev netop Oluf Borchs lod. Senere fortalte man, at han i en fremrykket alder fik i sinde at gifte sig; men den unge pige, han forlovede sig med, tog ham ikke af kærlighed, men kun for pengenes skyld, og da han tilfældig i et spejl fik at se, hvorledes hun efterabede hans haltende gang, så "blev forlovelsen ved det den var". Erik Pontoppidan og Casp. Pet. Rothe stiller med god grund denne uheldige forlovelseshistorie i forbindelse med oprettelsen af Borchs kollegium 1). Ti hvad enten den nu er et usikkert sagn eller en pålidelig overlevering, vist er det, at fordi Oluf Borch forblev ugift, har efterverdenen kunnet takke ham for det kollegium, der nu i to hundredår har været til så megen gavn og glæde.

 
1) Pontoppidan, Menoza III 492 f. C. P Rothe, Brave danske mænds og kvinders berømmelige eftermæle II 353. - Fortællingen findes også i en note til Hofmans saml. af fundat. I 76 og er som bekendt anvendt af Chr. Winther i novellen "En aftenscene".

Borch synes ikke at have taget sig sin enestand synderlig nær. Venus havde svigtet ham, Amor måtte sørge over, at hans pileskud var forgæves, ti Minerva var hans ægtefælle; således synger en samtidig 1). Den hædrede videnskabsmand følte sig lykkelig ved sin virksomhed. Nar han gjorde forsøg i sit laboratorium eller iagttagelser ved sygelejet, nar han holdt forelæsninger på universitetet, samtalte med de studerende i sit hjæm eller ledede en botanisk udflugt, savnede han intet. "Musernes sammenkomster er altid rene, altid hæderlige, frie for andre selskabers fejl", sagde han selv 2). Ved sin venlighed og hjælpsomhed vandt han sine talrige disciples kærlighed, og det har været ham en stor glæde. Derfor var det ogsaa naturligt for ham at anvende sine rige midler til gavn for unge mænd, der studerede ved Københavns universitet.

Borch havde samlet sig en stor formue ved sit professor- og bibliothekarembede og ved sin omfattende lægevirksomhed, - som højesteretsassessor havde han derimod ikke gage. Det var folk en gåde, hvor han kunde have fået alle de penge. Der gik rygter om at han kunde lave guld; andre bildte sig ind, at hans rigdom var forårsaget ved en heldig kur på en medicæisk prinsesse, der endog skulde have følt sig så taknemlig overfor ham, at hun tilbød ham sin hånd, "saafremt han vilde resolvere sig til at blive Catholsk"3). En langt sikrere løsning af gåden kunde man finde ved at se hen til hans tarvelige levevis og gennemførte sparsommelighed. Men tænker man sig Borch som en gnier, tager man meget fejl; hans godgørenhed var tværtimod ualmindelig stor. Det siges da også i ligtalen over ham: "At hand mod Fattige og Nødlidende var meget rund og gafmild, hvilket vi ey allene hafve fornummet af gode Summer, som hand Aarligen, til visse Tider, til de Fattigis Underholdning hafver fra sig leveret: Mens end og daglig for Øyen kundet see af de Almisser, hand udgaf til

1) Provst Burchhard i Segeberg, se Moller, Cimbria literata III 64.    2) E. F. Koch, Oluf Borck (Kbhvn. 1866) s. 127.    3) C. P. Rothe a. s. 352.

Fattige, som hans Huus idelig besøgte, og aldrig blefve trøsteløse bortviste" 1). Fattige studenter havde i ham en stor støtte, og efter hans død skulde de nyde end mere godt af hans gavmildhed. Denne side af Oluf Borchs minde giver vi forrang for hans videnskabelige betydning. Videnskaben er nemlig forlængst faret videre, den opholder sig ikke ved hans meninger og tager ikke hensyn til hans resultater; men hans kollegium i Kannikestræde star den dag idag som et vidnesbyrd om hans ædle sindelag.

Da Borch følte sin sygdom, de langvarige stensmærter tiltage, ønskede han at træffe bestemmelse om sin formue. Han søgte da Kristian V om tilladelse til at gøre testamente som han vilde, til fordel for et påtænkt kollegium, og under 21. jan. 1688 fik han kongens gunstige svar. Det bevilges ham heri allernådigst, "at hvis ordinantzer af hannem self, den stund hand lever, oc af professorerne her udj universitetet som testamentariis bliver befunden nyttige for samme collegio at være, skal i alle maader ved magt staa oc samme vaaning oc platz nyde alle de privilegier oc friheder, som kirkernis oc academiets huuse hidindtil nydt oc hafft haver eller herefter nyde oc bekomme kunde" 2). Borch har nu set sig om efter et passende sted i universitetets nærhed, hvor han kunde føre sin plan ud i virkeligheden, og i store Kannikestræde fandt han da en grund, han syntes om. Den 15. Sept. s. å. foreslog Borch sine kolleger i Konsistorium, at den professorbolig i st. Kannikestræde, som for tiden var beboet af den gamle prof. eloqventiæ Bertel Bartholin, med kongelig tilladelse og for passende betaling skulde overlades ham, for at han der kunde bygge et collegium studiosorum.

1) Joh. Adolf Bornemanns ligtale: Guds Børns Kaarse-Skole (Kbhvn. 1696) s. 148.    2) Brevet findes i Konsist. arkiv, pakke 157; trykt i O. Nielsen: Københavns diplomatarium VII 209 f. - Ifølge Danske lov 5-4-14 måtte "husbond, som ingen livs arvinger haver, bortgive til hvem hand vil sin halve Hovedlod, og ej meere". Borch fik altså lov til at give det hele, om han vilde, d.v.s. dispensationen vedrører den halvdel, der ellers skulde tilfalde hans nærmeste arvinger.

Gården var gammel og forfalden; han bød 2000 rdl. for den samt renten af købesummen (120 rdl.) til husleje for Bartholin, indtil han kunde faa en anden professorbolig. I anledning af denne vigtige sag skulde professorerne i Konsistorium skriftlig tilkendegive deres mening. Rector magnificus, prof, theol. Hans Vandal, indleder rækken af disse vota med at udtale sin glæde over Borchs tilbud: "i den forhaabning, at som sligt et noble dessein er til publici boni befordring allenist henretet, saa kand og intet være, som det i nogen maade kand forhindre -, helst efterdi den tilbødne Summa, i henseende til bem'te gaards slette tilstand, er meer end æqvivalent", De andre professorer stillede sig også gunstig til Borchs forslag, juristen Cosmus Bornemann betonede, at det ikke stod i Konsistoriums magt. "noget absolut derom at determinere uden sær kongl: tilladelse". Sidst på dette papir findes et lille stykke fra Borchs hånd og nogle linjer fra Bertel Bartholin. Af Borchs ord fremgår det, at han havde tilbudt sine kolleger i Konsistorium at vælge mellem to huse, som universitetet kunde få i steden for Bartholins gård; det ene var på Nørregade, det andet i Studiestræde, og hvert af dem var langt bedre end den gård, han ønskede at få, men Konsistorium har foretrukket pengene. Magister Bertel Bartholin, mente han, "var beder tient med 120 dl. Aarligen til husleie, end med ruinirit byggeplatz, som det nu befindis". Bartholins betænkning lyder således: "Endog den residents ieg nu i boer er meget brystfældig, saa er den god nok for mig som en gammel mand. dog dersom min kiere Collega D. Borrichius vill aarlig gifue mig 200 Rdlr. till at leie een magelig oc bequem gaard, indtill een anden kand falde, vill ieg icke være imod hans yndelige forsæt" 1). Om Borch har taget hensyn til at Bartholin i huslejegodtgørelse forlangte mere end de 120 rdl., som han havde tilbudt og de andre professorer billiget, kan ikke ses af de følgende aktstykker.

1) Konsist. ark pakke 157.

Stor betydning kunde det ikke få, da den gamle Bartholin allerede døde 29. jan. 1690.

Der måtte særlig kongelig tilladelse til at sælge en af professorboligerne, og 26. Sept. 1688 udstedtes "Kongl. Mayts. allernaadigste Bref, at Dr. Oluf Borch maa sig af Universitetet tilforhandle dend Professor-Residentze, som Mag. Bertel Bartholin iboer" 1). Dette allernådigste missive til rektor og professorer blev oplæst i Konsistorium 6. Oktober; man gik ind på handelen og besluttede, at der straks skulde tilstilles Borch et skøde, da han vilde betale med det samme. Lige straks blev dette skøde dog ikke udstedt; tre uger efter vedtog man atter med det første at affatte dokumentet, da Borch havde bedt derom 2). Først 20. Nov. udstedtes skødet, et stort pergamentbrev med rig udsmykning af begyndelsesbogstaverne: Rektor og professorer sælger, skøder og afhænder til Borch mag. Bertel Bartholins professorbolig, så den skal være ham "til et fuldkommen U-Gienkaldelig oc Evindelig Eiendomb for os oc voris Efterkommere i alle Maader". Dokumentet er forsynet med universitetets segl og undertegnet af Konsistoriums sekretær Povl Vinding 3).

Nu var byggegrunden altså Borchs, og i den følgende tid udarbejdede han fundatsen for sit kollegium. Den blev skreven paa fire pergamentblade; teksten på hver side er indrammet af guldlinjer, udenfor dem er der snirklede blækornamenter, udførte med kunstfærdig og sikker hånd, men altfor krimskramsagtige til at være smukke; romertallene, der angiver

1) Trykt i L. Engelstofts universitets- og skole-annaler 1810, I 203 f.    2) Acta Consist. 6. Og 27. Okt. 1688.    3) Det findes i Kons. ark pakke 157 og er trykt Engelstoft a. s. 204 f. - Hvad de 2000 rdl. angår, som Borch betalte til universitetet, blev der straks taget foreløbig bestemmelse herom: "Blef bevilget Velbr. Etats Raad Elers (Elers' kollegiums stifter) at niude paa rente til 11. Junij 1689 de 2000 Rdl. som Assessor Borrichius betaler .... Mens renten af de 2000 Rdl. niuder Assessor Borrichius selv, indtil hand residentsen virckeligen kand tiltræde". (A. C. 6. Okt. 1688).

kapitlerne, ere forgyldte, ligeledes initialerne og ordene "Collegium Mediceum" i kap. I. Dokumentet er undertegnet 29. Juli 1689 af Borch selv og professorerne Povl Vinding, som efter hans ønske skulde være første eforus, og Villum Worm 1).

Borch erklærer først, at hvad han skænker, giver han af taknemlighed til Gud, "af et Gudelig Forsæt, med fri Villie og velberaad Hue, Gud allene til Ære, mit Fæderneland til Tieniste, det Kongelige Universitæt i Kiøbenhafn og den derpaa studerende Ungdom til Gafn og Nytte". Den grundmurede bygning i st. Kannikestræde med gård, have, springvand og portnerbolig skænker han "til sexten fattige, Gudfrygtige og Lærde Studiosos", således at hver toværelses lejlighed skal være bolig for to (k. I). Betingelserne var, at de var danske eller norske og havde "holt sig vel in Examine Philosophico" (VII). En skulde studere kemi og dertil bruge Borchs instrumenter, som han testamenterede kollegiet, én skulde studere medicin og botanik, én mathematik, tre filologi "for at giøre sig beqvemme til at betiene Rectoratus og andre Bestillinger i Skolerne". Disse seks skulde "foruden deris Exercitia Collegii ordinaria, een gang hvert Aar i det ringeste udvise nogen Specimen Diligentiæ til den af Dn. Professoribus, som samme Studium profiterer". De øvrige ti alumner "blifve ved Studium Theologicum, dog ingen af alle at forbydis, at de jo i andre lovlige Studiis efter egen Inclination sig ogsaa maa exercere" (V).

Denne fordeling, som er bleven overholdt siden kollegiets oprettelse, er udtryk for Oluf Borchs egne studier og varmeste interesser; ved siden af sin iver som filolog, læge, botaniker og kemiker havde han dyb agtelse for den orthodokse lutherske theologi og var godt hjæmme i den. Man vilde måske finde, at theologerne var blevne begunstigede ved hans ordning; men i forhold til deres uhyre overtal havde de snarere fået et lille antal pladser. De aller fleste studenter var nemlig theologer;

1) Fundatsen findes i Konsist ark. nr. 156. Trykt i Hofmans saml. af fundat. I 77 ff. Goos, Univers. retsregler II.

endnu langt inde i 18 årh. kunde man efter Holbergs udsagn mod 100 theologer næppe finde en mediciner eller jurist 1). - Hvorfor bestemte Borch ikke nogen plads for en jurist? Der er anstillet sindrige gisninger, og man hører de bekendte mundtlige overleveringer, at "jurister og andet djævelskab" eller "jurister og løjtnanter" ikke matte komme på kollegiet; men noget sådant er hverken hjæmlet i fundatsen eller andre aktstykker og må opfattes som en studentervittighed, der er gentaget så ofte, at den har fået et indbildt historisk skær. Den virkelige grund må være, at der i Borchs tid kun var få, der studerede retsvidenskaben, maske slet ingen som selvstændigt fag, fordi der kun blev holdt forelæsninger over den kejserlige og den kanoniske ret, ikke over Danske lov, og den juridiske eksamen den gang endnu ikke var til 2). Derfor var der ikke så megen trang til en juristplads. Det er dog også rimeligt, at Borch - skønt assessor i højesteret - ikke havde den interesse for det juridiske studium som for de andre. Snart efter viste etatsråd Elers i alt fald ved sin fundats, at det ikke var alle, der vilde udelukke juristerne 3).

Da Borch havde været discipel i Ribe skole, fastsatte han en begunstigelse for 2 Ribestudenter. Det hedder nemlig i fundatsen: "Det tilstædis og, at der altid maa være tvende Alumni in Collegio, som have deponeret fra Riber Skole, saa fremt de nogenledis der til dygtige befindis. Og om de end ej udi førsten vare saa fuldkomne i Lærdom, som de andre, saa maa det dem dog forundis, saa fremt de for Guds frygt og Skickelighed ere berømmelige" (VIII).

1) Danmarks og Norges beskrivelse 184.    2) Efter Borchs død synes Chr. Reitzer at have holdt forelæsninger over Danske lov, men det var først den nye fundats 1732 der indførte en virkelig dansk jurisprudens, og først fdg. 10. Feb. 1736 indførte den juridiske embedseksamen (Matzen Universitetets retshist. II 87 ff. 178 f.)    3) Disputatser viser dog, at flere Borchianere, der havde theologpladser eller filologpladser, fortrinsvis har givet sig af med juridiske studier, ligesom de gik ud til juridisk virksomhed. Senere har også enkelte, der havde retsvidenskaben til eneste studium, fået plads på Borchs kollegium, som det synes, nar man ikke har kunnet besætte filologpladserne, således F. T. Hurtigkarl.

De 16 alumner skulde vælges af Konsistorium og kunde nyde deres fribolig i 5 år. Fundatsen fastsætter, hvorlænge en alumnus må rejse fra kollegiet, og hvorledes utilbørlig færd skal irettesættes og straffes af eforus (VII. IX). Skønt Borch havde angrebet sin tids disputationer med deres råben og skrigen, deres uklarhed og floskler 1), var det dog ikke hans agt, at alumnerne skulde være fritagne for dem; de hørte altfor meget med til det hele akademiske liv og den lærde dannelse til at kunne undværes. Alumnerne på Collegium Mediceum skulde da også holde disputatser og deklamationer efter samme ordning som på Valkendorfs kollegium. De der skulde udarbejde deklamationer skulde af eforus have et thema opgivet, som kunde "skærpe deres Judicium"; som eksempler nævner Borch: Hvad Eva passende kunde sige, da hun var faldet i fristelse; hvad Sofonisbe kunde sige, da hun havde fået giften tilsendt fra Massinissa; hvad Hannibal kunde sige, da han mistede sit øje, og hvad den fortabte søn kunde sige, da hans fader havde modtaget ham med åbne arme (X).

Til disse 16 alumner skænkede Borch 16,000 rdl., som skulde sættes på rente "mod god og nøjagtig Forsikring, ligesom Børne Penge efter Loven udsættis", til 6 pct. årlig, med mindre man ved tidernes ugunst blev nødt til at nøjes med 5 pct. Kapitalen matte ikke udlånes til nogen af professorerne, hvorved Borch har villet sikre sin stiftelse mod sådanne misbrug, som hyppig fandt sted ved andre stipendier. Renterne skulde udbetales alumnerne ved terminerne; alle skulde have ens, kun inspektor skulde have 1/3 mere end de andre. Fundator ønsker, at alumnerne, om de ellers er værdige dertil, tillige skal kunne nyde Kommunitetet; hvis de derved fik noget til overs, kunde de anvende det til gode bøger. - Fremdeles testamenterede han til kollegiet 5000 rdl., som altid skulde stå til fremvækst, og 1000 rdl., hvis renter skulde anvendes til kollegiets vedligeholdelse. Hvad der måtte blive til overs af disse sidste renter, skulde i Konsistorium tilligemed obligationerne og kollegiets

1) E. F. Koch 116.

andre dokumenter opbevares i et skrin med to låse for, en for universitetets rektor og én for kollegiets eforus. Blev denne opsparede sum 100 eller 200 rdl. stor, skulde den sættes på rente, men i nødsfald anvendes til kollegiets reparation. Skulde renterne af de 1000 rdl. ikke slå til og der ikke var dannet et sådant reservefond, måtte man tage renterne af de 5000 rdl. til hjælp; men kapitalerne måtte ikke røres. Endelig skænker Borch professorerne i Konsistorium 1000 rdl.; for deres omhu med at sætte kollegiets midler på rente, føre regnskab og have opsigt med alumnerne skulde de årlig dele renterne af denne sum mellem sig og tillige smårenterne af de 5000 rdl., der stod til fremvækst. I åringer, hvor kollegiets midler ikke var udsatte til mindst 5 pct. rente, skulde hverken eforus eller andre professorer nyde dette legat "i Henseende at det kunde synis dem samtlige, icke nock for Capitalerne at have vigileret". Eforus, der altid skulde være en af professores consistoriales, skulde foruden sin andel i disse renter nyde renterne af 500 rdl., som blev legerede særlig til ham, og disse renter tilkom ham altid, selv om midlerne ikke var udsatte til mindst 5 pct. Til kollegiet testamenterede Borch fremdeles sin bogsamling, sit sølvkrucifiks, sine kemiske apparater, samt 5000 rdl. til bibliothekets årlige forøgelse (II-V. XII).

Den lille tilbygning skulde være bolig for "en skickelig fattig Mand", som Borch selv vilde beskikke til kollegiets opvartning, og senere skulde udvælges af eforus og Konsistorium. Hans arbejde, at feje fortovet, portgangen, trapperne og gulvene, lukke kollegieskådderne op og i, luge haven o. s. v., bestemmes nøjere. Hans løn var en 1/2 rdl. fra hver alumnus ved terminerne og renten af 200 rdl., som Borch testamenterede hertil. Portnerens hustru måtte vaske linned for alumnerne, og både han og hun måtte efter akkord besørge ærender for kollegiets beboere (I. XI).

Konsistoriums sekretær og de to eksekutorer, professorerne Villum Worm og Povl Vinding, skulde straks efter Borchs død i arvingernes overværelse forsegle boet. Når det siden efter

loven skulde åbnes, skulde de efter Konsistoriums rådslagning sætte den testamenterede sum i de sikreste obligationer, og der skulde altid våges over pengenes sikkerhed. Og endelig beder Borch da universitetets rektor og professores consistoriales at holde over, "at dette velmeente Beneficium saaledis maa anvendis, nydis og af dennem i Agt tagis, som de for Guds Retfærdighed og Høye Øfrighed agte at forsvare" (XIII). Stiftelsen skulde efter Borchs vilje kaldes Collegium Mediceum "saasom jeg af sær Betænkende ej vil, at det efter mit Nafn skal kaldis". Der er noget hemmelighedsfuldt ved denne betegnelse, da han ikke selv vilde sige dens betydning 1). Man har sat den i forbindelse med den medicæiske prinsesse, hvis helbredelse skulde have skaffet ham hans rigdom; men denne historie er naturligvis kun en opdigtelse, der både skulde forklare hans gådefulde rigdom og det ellers uforklarlige kollegienavn 2). Det er dog sandsynligt, at Borch ved dette navn vilde minde om familien Medicis fortjenester af videnskaben, som han selv havde nydt godt af; i sin ligtale sammenligner Povl Vinding også Borch med Cosmus af Medici. Sikkert er det, at fundator på dette punkt ikke fik sit ønske opfyldt. I daglig tale har man altid kaldt kollegiet efter dets stifter, gennem forrige århundred med den, fordrejede form "Borkens" kollegium, fra henimod år 1800 med den rigtige form "Borchs kollegium" 3).

I sit andet testamente, dateret 4. Okt. 1689, betænker Borch først sin slægt, dernæst to Ribedisciple, syge studenter udenfor kollegiet og husarme; men her findes også en bestemmelse til gunst for kollegiets alumner: "I min Grav maae mine næste Paarørende komme, om de det begierer, og ellers de Alumni af Collegio Mediceo, som ved Døden maatte afgaae, den Stund de i dette Collegio studere, indtil Steden bliver fuld". Flere alumner er virkelig blevne jordede i Borchs pragtfulde

1) Vinding, Oratio funebr. 40.    2) E. F. Koch 74.    3) Baden, Universitetsjournal 1794. s. 9. Collegium Medicæum ses i forr. årh. nu og da uheldig gengivet som det "medicinske" kollegium.

grav i Frue kirke (1694 Peder Burkard Bredal, 1700 mag. Chr. Willich, kollegiets inspektor, vistnok også Joh. Eggers Kaalund 1723, dog ikke uden indsigelse fra en af Borchs arvinger 1). I en efterskrift til dette testamente tillægges der endelig kollegiet 500 rdl., som oprindelig var testamenterede til Borchs søstersøn Oluf Lund, men nu blev ham fratagne på grund af hans store ulydighed. Renterne skulde anvendes til havens og postens vedligeholdelse og til belysning på salen; hvad der blev til overs skulde gives til de fattige 2).

Det var en storartet gave, den gamle videnskabsmand skænkede de studerende ved Københavns universitet, så meget mere værdifuld som de nok kunde trænge til denne understøttelse. Hvorvel der ikke kan opstilles nogen sikker beregning af Danmarks indbyggertal 3), kan det dog med sandhed siges, at i forhold til folkemængden og velstanden var tallet på de danske studerende den gang langt større end nu, og dertil kom endda de norske studenter. I 1660 skal der i det mindste have været mellem 500 og 600 studerende ved universitetet 4), og på den tid, kollegiet blev til, var der snarere flere end færre. Universitetsmatriklen viser, at der i året 1690 blev indskrevet 173, 1689 150, 1688 192, 1687 166, 1686 175. Hvis man tør sætte lidt over 4 år som den gennemsnitlige studeretid, får man omtrent 700 studenter ved den tid, da kollegiet blev til 5). Dette tal er næppe beregnet for højt; ti få år efter, da København var truet af Karl XII og studenterne væbnede sig, udgjorde

1) Kons. ark. pakke 157.    2) C. P. Rothe II 376.    3) Fr. Hammerichs beregning af Danmarks folketal 1689 til omtr. 687,000 (Hist. tidsskr. 3 r. II 32) er helt upålidelig, se Danmarks statistik I 399 f.    4) H. F. Rørdam: De danske og norske studenters deltagelse i Københavns forsvar mod Karl Gustav (1855) s. 151. Samme: Fra universitetets fortid (1879) s. 97.    5) Gram siger (Nyerup, Universitetsannaler 302), at mange tog theologisk eksamen inden 3 eller 4 års forløb. Men hans ord må forstås således, at adskillige også brugte længere tid. Tilmed lå mange årevis ved universitetet efter at have taget deres eksamen, hvad Gram netop fremhæver. På den anden side gik en del studenter efter immatrikulationen ud som huslærere og benyttede ikke universitetets hjælp.

deres korps efter en beretning 800 mand, efter en anden (samtidig) optælling endog 1000 1). Studenterne var altså mange, og det var kun dårligt med den hjælp universitetet kunde yde sine sønner. Kommunitetet, som i tiden fra 1630 til Københavns belejring var nået op til at bespise 144 alumner, kunde efter de ødelæggende krigsår 1658-60 ikke komme til kræfter igen; først i året 1709 var det i stand til at bespise 100 studenter, som fundatsen havde bestemt. Og den føde, disse begunstigede opnåede, var efter den megen utilfredshed at dømme i reglen mådelig. Regensen var langt fra at huse de 120 studenter, som den var bestemt til. Et stykke af bygningen og gården var 1672 blevet afhændet til viceskatmesteren Holger Vind, der ejede nabogrunden, og mindst en tredjepart af det øvrige var overladt sognepræsten ved Trinitatis kirke, ligesom der også var indrømmet kapellanen ved samme kirke bolig på Regensen. Regensianernes tal har således næppe været 80. Og hvordan var så tilstanden på den ynkelig beklippede Regens? Provsten måtte indberette, at med undtagelse af få kamre var studenterboligerne så forfaldne og mangelfulde, især hvad vinduer og kakkelovne angik, at man ikke kunde være der til vinteren. Og det var netop i det år, da fundatsen for Borchs kollegium blev undertegnet 2). Valkendorfs kollegium var hjæm for 16 studenter, men udenfor friboligen var understøttelsen

1) I. L. Frantzen, Gienlyd af Danske og Norske Søeheltes og andre Krigeres Tapperhed (Viborg 1783) s. 63 ff. angiver tallet 800. Nye tidender Aug. 1700 angiver, at der var 5 kompagnier, hvert på 200 mand, og dette findes ligeledes i 2den udgave af P. Witt, Guds Vognborg om dend Kongelig Mayestæts Danske Flode og Kongl. Residentz-Stad Kiøbenhafn (1737, den første udgave fra 1700 har ingen talangivelse). Dette har Engelstoft benyttet i sine afhandlinger om Københavns farer 1700 og studenternes væbning (Hist. kal. 1814 s. 397 f. Udv. skr. II 61. Universitetsannal. 1808 II 161 ff.). Et brev fra student Seerup til hans fader (14/8 1700, trykt i Engelstoft, Univ. annal. 1813 s. 24 ff.) fortæller, at studenterne udgør 6 kompagnier, hvert på 80 mand, dog flere i det norske, d.v.s. omtrent 500 mand; men der må være komne flere til, efter at Seerup havde trukket sig tilbage, og tøjhusregnskaberne viser, at der er udleveret geværer til over 100 flere.    2) Reinhardt, Kommunitetets og Regensens hist. 69 ff. 41 ff. 165.

ikke stor, da stifteren kun havde skænket 6100 rdl. Tilmed synes der at have været slemme misligheder ved bestyrelsen af kollegiet, både hvad pengevæsenet og udnævnelsen af alumner angår. Således var der et par alumni perpetui, den gamle disputator, mag. Hans Been, og Hans Busch, der var inspektor i over 10 år, skønt ingen efter reglementet måtte være det mere end to 1). Det var altså kun et ringe udvalg af studenterne der nød understøttelse, og de, der opnåede den, var ofte såre langt fra at være sikrede mod stor nød og armod. Vor tid kan ikke fatte de lidelser og savn, som studenter i gamle dage har været underkastede. Således boede der i de første år af 18de årh. et par studenter sammen, der kun fik mad hver anden dag og tilsammen kun ejede én gammel sort klædning, så at den ene måtte sidde inde, nar den anden gik ud; den ene var den snart så navnkundige missionær i Nordlandene, Thomas v. Westen, den anden var Povl Vendelbo, der vandt berømmelse som officer og diplomat og blev adlet som Løvenørn 2). Et halvt århundred tidligere hører vi lejlighedsvis om en stakkels student, hvis tæer var frosne af 3). Et levende billede af sådan elendighed viser en selvbiografi af Rasmus Ærebo, der lå på Regensen 1705-9. Sult, så "tarmene sviede", og sygdom som følge af dårlig kost, kulde i værelset, så blækket frøs i blækhuset, armod, så pjalterne var ved at falde af kroppen på ham, og en nødtvungen sparsommelighed med kollegiehefter, så han på en kvartside sammenklemte over 100 linjer, - det er de fremherskende træk af den flittige unge mands studenterliv 4). Hvorledes måtte så ikke de have det, der var fattige og ikke

1) Efter disputatsfortegnelsen at dømme synes H. Been at være kommen til kollegiet 1693, hvor han blev til sin død 1708 (om ham se for øvr. Ny kirkeh. saml, IV 775 f. H. F. Rørdams art. i Bricka, Dansk biogr. leks.). Buschs første kollegiedisputats er fra 1691, men han har i det mindste været der til 1708 (C. P. Rothe, Walkendorf 162 anm.). Om misbrugen i det hele på Valkend. koll. se den anonyme klage Nyerup, Univ. ann. 225 ff.    2) H. Hammond, Den nordiske missions historie i Nordlandene, Finmarken o. s. v. side 44, jfr. H. P. Giessing, Løwenørn (Kbhvn. 1847) s. 9 f.    3) Matzen II 159 note 4.    4) Joh. Monrads og Rasm. Ærebos autobiografier, udg. af J. G. Burman Becker (1862) s. 85 ff.

havde opnået fribolig eller spisning på "klosteret" ? Forsultne og lasede skikkelser kunde man se som ekspektanter ved kommunitetsbordene, om noget kunde falde af til dem; men det blev kun yderst lidt, nar kostgængernes tal f. eks. var 87 og ekspektanternes 70 1). Under sådanne forhold kunde studeringer kun dårlig trives, og mangen begavelse er maske gået til grunde ved kampen for det nødvendigste eller forsumpet i et usselt lille degnekald.

Borchs kollegium og stipendium var først og fremmest en velgærning mod de studerende i almindelighed; men særlig var det en stor hjælp for de få, der vilde give sig af med andre studier end theologi. I en tid, hvor universitetet næsten kun var at betragte som en theologisk højskole, var de theologiske studenter som det store flertal de mest begunstigede. Regensianerne skulde alle studere theologi, "at Guds Ord og det hellige evangelii ministerium kan forfremmes udi disse Lande"; andre studier ved siden af var dem vel ikke forbudte, men det var sikkert kun meget få, der fik råd til et nogenlunde indgående studium udenfor theologien. Betingelsen for at kunne dyrke de andre fag var ellers at have egen formue eller nyde rig privat understøttelse. Nu fik tre filologer, en læge og botaniker samt en mathematiker ganske andre eksistensmidler end de før havde haft, og et laboratorium med tilbehør gjorde det muligt for en kemiker at dyrke sit studium, mens det tidligere var den studerende umuligt på egen hånd at sysle med kolber og retorter og arbejde på at opløse og sammensætte stofferne. Hensigten med Borchs kollegium var i det hele den mere ideelle, at fremme videnskabelighed. Mens Regensen og Kommunitetet nærmest havde til opgave at give studenter det nødvendige underhold til at studere så længe, at de kunde påtage sig embeder, var Borchs kollegium i alt fald tillige beregnet på videre gående studier og friere videnskabelig syslen 2). Derfor stillede fundatsen særlig strænge fordringer til

1) Rasm. Ærebos autobiogr. 85. - Om studenternes armod i det hele jfr. E. Holm, Danmark-Norges indre hist. 1660-1720 I 390 f.    2) Nyerup, Univ. ann. 186.

dem, der ønskede at blive alumner, men på den anden side gav den dem stor frihed i valget af studierne.

Borchs fundats og testamente blev ved Vinding og Worm overrakte Konsistorium 18. jan. 1690. Foreløbig lagdes de ned i kassen med det scheelske stipendiums dokumenter, senere flyttedes de til et stærkt skrin, som kaldtes efter Borch. Konsistorium overdrog rector magnificus offenlig at takke fundator for gaven "indtil de kunde faa lejlighed at lade see videre erkiendelse" 1).

Imidlertid havde man revet den gamle professorbolig ned, og nu begyndte kollegiets opførelse. Borch selv lagde naturligvis grundstenen, vistnok i sommeren 1690. Fra sine vinduer overfor kollegiet 2) kunde han holde øje med bygningsarbejdet og se dets daglige fremgang; men det var ham ikke nok: trods sygdom indfandt han sig idelig på byggepladsen og skyndede på arbejdet 3). Bygmesteren kendes ikke. Det er i det hele meget få arkitektnavne fra denne tid, der er bevarede for efterverdenen, måske ikke andre end Lambert v. Hawen, der bl. a. byggede Frelsers kirke, og Hans Wiedewelt, der efter andres tegninger opførte reformert kirke, Thotts palæ, Frederiksberg slot m. m. Muligvis har det været en af dem 4).

Borch fik det meste tilbehør anskaffet, men han nåede ikke at se bygningen helt færdig og beboet og at færdes mellem taknemlige alumner. I August tiltog hans stensmærter og røvede ham søvnen. Efter nogen tids sygeleje besluttede han at underkaste sig den farlige operation, men den lykkedes ikke, og efter svære lidelser døde Oluf Borch d. 13. Okt. 1690, kl. 7 om morgenen. "Siælen er hos Gud; hans Ihukommelse og Æres

1) A. C. 18. jan. 1690.    2) Borch boede i den professorresidens, der er det nuværende nr. 13 i st. Kannikestræde (ifølge velvillig meddelelse fra rådstuearkivar, dr. phil. O. Nielsen).    3) Vindings Oratio parentalis 37. Angående tiden for grundstenens nedlæggelse siges der kun "vix biennio elapso".    4) Om disse se Büsching, Nachrichten I 434 ff. Weinwich, Kunsthist. 97 f. 121 og Kunstnerleksikon 82 f. 189. Weilbach, Kunstnerleks. 261 f. 739 f.

Minde svæver i all Verden meget berømmeligt baade inden- og uden-Lands" - således udtrykker C. P. Rothe i korthed hans eftermæle. Efter hans ønske blev testamentet med fundatsen åbnet og læst på Konsistorium samme dag han var død. Testamentets eksekutorer, Vinding, Worm og rådmand Christen Vestesen, Borchs svoger, "gik udi stervboen". Her modtog Konsistoriums prosecretarius, professor Caspar Bartholin, på Konsistoriums vegne 26,800 rdl. i de bedste og sikreste obligationer (8. Nov.) 1). Valget af obligationer blev godkendt i et konsistoriumsmøde d. 15 Nov., og obligationerne blev afgivne til eforus, Povl Vinding. Fem måneders rente (11. Juni-11 Nov.) af summen skulde udbetales til Christen Vestesen, den 6te måneds rente skulde anvendes til hvad der endnu manglede ved kollegiet, og blev der noget til overs, skulde det lægges i Borchs skrin.

Arbejdet på kollegiet fortsattes, og den statelige bygning stod rigt udstyret, fuldt færdig i April, så Vinding kunde foreslå Konsistorium studerende til de 16 alumnepladser. 25. April 1691 blev professorernes vota oplæste, og de første alumner blev udvalgte.

Den 29. Maj 1691 kl. 3 indviedes da Borchs kollegium højtidelig ved en fest på auditoriet. Der var en talrig forsamling, og derimellem mænd, der ved deres nærværelse gjorde festen i det nye studenterhjæm end mere storartet. Der så man universitetets nye patron, grev Konrad Reventlov (fra 1699 storkansler), tillige med andre fornæmme hofmænd. Der mødte biskop Bagger og universitetets rektor, professor Holger Jacobæus, sikkert iført sin prægtige purpurrøde, guldstukne fløjelskappe, en ny gave fra Kristian V til universitetet 2), og med de to sølvsceptre bårne foran sig. Efter rektor fulgte de andre professorer, endelig de nye alumner og flere indbudte gæster. Organist, kantor og musikanter havde man også bestilt

1) Bartholins kvittering på en afskrift af testamentet, Kons. ark. pakke 157.    2) Kristian Vs dagbøger, Nyt hist. tidsskr. II 194. Jacobæus' dagb. Danske saml. III 241 f. Månedl. relationer Apr. 1691. Poscholanus, De honoribus Danor. academ. s. 20 (Thottske saml. 1831 4'to). Holberg i Kbhvnske saml. I 115. Matzen I 252 f. Chr. Bruuns note til Holbergs epistl. II 432 f. - 10. juni skænkede kongen til denne kappe et "pectorale af Guld amalered" med kongens navnetræk og krone. Disse værdighedstegn og de to sceptre gik til grunde ved bombardementet 1807 (Engelstoft, Univ. ann. 1807, II 288).

til at udføre indvielseskantaten 1). "Først blef musicerit een Arie på Dansk", skriver Vinding i sin beretning om festen; de "Maanedlige Relationer" berømmer musikken, men den er ikke længere til, og vi véd ikke hvem der har komponeret den. "Arien" var af mag. Joh. Eiler Schmidt, hører ved Vor Frue skole, og den begyndte således:

Phoebus Parnassum har flyttet til Norden,
Der skal hans Daphne med ære bestaae,
    Og Blomster udslaae,
Sicker for Liun-ild og knusende Torden,
Det har BORRICHIUS satt udi Stand,
    Den treflige Mand.

Her skal BORRICHII Fama ombæris,
Og, om end Verden sin Ende skal naae,
    Dog aldrig forgaae.

1) Kollegiets regnskabsbog: Betalt Organisten, Cantor, Instrumentisterne, sambt andre udgifter for vers at trycke, da Collegii Medicei Inauguration skeede d. 29. Maj: 22 rdl. 2 Mk. 16 Sk.

færdes blandt sine mange fostersønner. Rigt havde han udstyret kollegiet; særlig fremhævede Vinding bibliotheket og statuerne i haven. Dernæst holdt han et foredrag om den skik at indvie, som den fandtes hos hedninger, jøder og kristne, og vendte så tilbage til Borch og hans bestemmelser. Nu fremstod kollegiets første inspektor, mag. Chr. Aarsleb, og oplæste kollegiets fundats efter originaldokumentet. Efter senere beretninger skal han tillige have holdt en latinsk tale 1); men da de samtidige kilder ikke omtaler det, må det betragtes som en urigtig overlevering. "Derpaa efter en liden digression - beretter Vinding - blef siunget med Vocal music den Davids Psalme paa Latiin: In te speravi Domine, non confundar in æternum" 2). Efter dette afsluttede Vinding sin tale med gode ønsker for kollegiets fremtid og bøn for kongen, universitetspatronen og universitetet selv. Festen endte med udførelsen af en anden arie af mag. Schmidt, et ret vellykket digt. Det hedder her blandt andet:

Dig, vor GUD, vi ydmygst bede,
Lad dit Øje vaagen staae,
Lad æj dette Huus forgaae,
Udaf Ildens Magt og Vrede,
Udaf Storm og Skylle-Vand,
Udaf Tjdens skarpe Tand!

 
1) Albert Thura, Disp. de Collegiis Cathedralibus & Academicis (1721). Worm, Leksikon ov. lærde mænd I 42.    2) Salme 31 el. 71.    3) Angående indvielsen: Vindings beretning i koll. kvitteringsbog. Månedl. relationer Maj 1691. Tvende Arier musicerede til Collegii Medicei solenne Indvielse, (findes også med angivelse af forfatteren i Wielandts verssamlinger III 191 f. og er optagne i "Borkens Lyre"). Vindings tale på kgl. bibl. (Gl. kongel. saml. 3001 4'to). - Thura (a. s. 20) omtaler underlig nok ikke Konr. Reventlovs tilstedeværelse, mens han husker den ved Elers' kollegiums indvielse. Så vidt jeg véd, findes der foruden Vindings og månedsavisens beretning ikke noget øjenvidnes beskrivelse af indvielsen. Fr. Klyne, der var blandt de første alumner, har i sin dagbog kun lige noteret denne begivenhed (Danske magazin III 311).

Borchs kollegium i dets oprindelige skikkelse.
Titelvignet til Conspectus scriptorum chemicorum 1696.

2. Det ældste kollegium og dets omgivelser.

Billeder og beskrivelser. - Det ydre. Indretningen, værelserne. Auditoriet; bibliotheket, kunstkamret. - Udbygninger, gård og have. - Omgivelserne.

Om det oprindelige Collegium Medicæum får man en forestilling ved et par småbilleder fra kollegiets ældste tid. Det ene er den her gengivne titelvignet til første udgave (1696) af et efterladt skrift af Borch, Conspectus scriptorum chemicorum illustriorum, nærmest en kemiens historie; det andet er vignet til første oktavudgave (1705) af Borchs Conspectus præstantiorum scriptorum Latinæ lingvæ (gengivet i O. Nielsen, København på Holbergs tid). Tegningerne afviger lidt fra hinanden i forskellige enkeltheder, den ældste må foretrækkes. Ingen af dem er noget egenligt kunstværk, men de er brugbare til at vise os det gamle kollegiums ydre skikkelse. Til beskrivelsen må vi også bruge de trykte kilder: fundatsen, programma funebre academicum 1690 og navnlig Panegyricus metricus af smådigteren magister Jens Sørensen Bergendal, den gang præst

i Munkebjærgby og Bromme ved Sorø 1); endvidere Alb. Thuras kollegiedisputats De collegiis cathedralibus et academicis (10 Sept. 1721), optaget i hans Idea historiæ litterariæ Danorum (1723); Pontoppidans Theatrum Daniæ (Bremen 1730, jfr. Memoria Hafniæ, Glückstadt 1738), der er skrevet før branden 1728. Laurids de Thurahs Hafnia hodierna (1748), Holbergs Danmarks og Norges gejstlige og verdslige stat og Jonges Københavns beskrivelse, samt oplysningerne i Hofmans fundatssamling og J. Badens universitetsjournal 1794 kan også benyttes, for så vidt de fortæller om det ældste kollegium, som blev ødelagt ved Københavns store ildebrand. Endelig giver kollegiets regnskabsbøger (i Konsistoriums arkiv) talrige oplysninger om enkeltheder ved kollegiet. I Thuras disputats omtales flere kilder, som desværre nu er tabte; det er nogle utrykte kollegiedisputatser, taler og digte: en metrisk beskrivelse af kollegiet, oplæst d. 25. juni 1694 af dens forfatter Chr. Clementin; en tale af Dithmar Bullich (18. juni 1696), hvor han sammenlignede Borchs kollegium med lignende stiftelser andensteds; fremfor alt Peder Brinchs udsigt over kollegiets historie i de første ti ar, som 1703 blev bebudet i trykken 2), men aldrig udkom; en tale af Anton Ebeling (27. Febr. 1697) om kollegiets våben. Et par trykte alumnedisputatser giver små bidrag til kundskab om kollegiet og vil ses anvendte nedenfor.

Borchs kollegium var den gang ligesom nu en grundmuret bygning på tre stokværk, og bredden var den samme. Den gjorde dog et meget stateligere indtryk end de stilløse mure, der nu står; fremfor alt måtte den imponere ved sin store frontespice med Kristian Vs marmorbyste, omgiven af girlander, hvorved bygningens ensformighed blev brudt. Tagets skråning var omtrent som den nuværende bygnings. I beskrivelserne siges der ikke noget om hvad der var anvendt til

1) Optaget i Joh. Ad. Bornemanns ligprædken over Borch. Bergendal døde 1720 som sognepræst ved Korskirken i Bergen. (J. Paludans art. i Bricka, Dansk biogr. leksikon).    2) Nova Litteraria maris Balt. et Septentr. 1703 s. 134.

tækning; men da regnskabsbogen stedse anfører betydelige udgifter til blytækkeren og for 1717-18 udtrykkelig "En Kaaberplade til taget 4 Rdl. 5 Mk. 9 Sk.", og da der endelig efter ildebranden 1728 på brandstedet samledes ikke mindre end 3 skpd., 1 lpd. 6 pd. = 982 pd. forbrændt kobber, kan der ikke være nogen tvivl om, at kollegiet har været kobbertakt. Det gav bygningen et vist monumentalt præg, og skønt det nogle gange måtte repareres, var det dog såre lidt i sammenligning med datidens mådelige tegltage 1). Kollegiet havde 10 vinduer i nederste stokværk, 12 i de to øverste, uden murede rammer eller anden prydelse; men Bergendal roser dem, fordi de var store, så det fulde dagslys kunde trænge ind. Ud til gaden var de i stue-etagen forsynede med udvendige skådder; disse "Collegii Vindue Skræer" skulde tjeneren lukke op om morgenen og i om aftenen "paa den Tid, som Ephorus det ordinerer". Midt på bygningen var der en stor rundbuet port med dør i og liséner på siden; ovenover var indmuret den samme tavle med "Collegium Mediceum" og året 1691, som endnu findes der. Over porten til gården lod Povl Vinding 1707 sætte en sten med forgyldt indskrift, et vers til ære for den afdøde ven 2). Også denne sten hører til det lidet, der er bevaret fra det første kollegiums tid; endnu kan man fra haven læse Vindings vers, hvorved han udtaler, at om end Borch ikke har villet, at kollegiet skal kaldes efter ham, skal hans navn dog aldrig glemmes:

Borrichii, domus hæc qvamvis Medicea vocetur,
in muto nescit marmore fama mori.
P. V.

1) Baden, Univers. journ. 1797 s. 117; jfr. for en tidligere tids vedkommende Mejborg, Borgerlige huse, særlig Københavns professorresidenser 1540-1630 (Kbhvn. 1881) s. 27    2) Regnsk. 1707-8.    3) Bergendals Panegyricus 29 f. ... inferius primum venientibus intro - Atria lecta patent, qvæ cæsis lævia saxis - Mirari incipias.

der var nemlig brolagt gennemkørsel til gården, noget som først blev forandret ved tredje kollegiebygning 1). Her var rimeligvis ophængt "den engelske lanterne, som sl. Borrichius hafde ladet forskrifve", og som havde kostet 24 rdl. (første års regnskab). Senere skal der indvendig over porten være blevet opsat en stor portrætmedaillon af Borch, hugget i italiensk marmor. Da de ældste beskrivelser af kollegiet ikke omtaler denne medaillon, er den næppe fra kollegiets første år, men dog fra tiden før branden 1728, som det fremgår af følgende fortælling i Casp. Pet. Rothes "Brave danske mænds og kvinders berømmelige eftermæle" II 350 f.: "Hos min gode Ven, Hr. Jensenius, Secretair i det Kongl. Collegio Medico 2), mindes ieg at have seet, i den Tiid han laae paa det Borkens Collegio, Dr. Ole Borkes Bryst-Billede udhuggen i hvid Italiensk Marmor. Han fortalte mig, at være kommen dertil saaledes at han stod udi sit Vindue, og saae hvorledes Steen-Pikkerne brolagde Gaden uden for dette Collegio. Han blev da en Steen vaer, som laae i Gaden, og saae meget hvid ud, lad være mangen skiden Fod havde trint paa den i mange Aar. Da han havde bedet Broleggerne tage den op af Grunden, saae han strax at det var den store Borkes Billede, hvilket ventelig tilforn, for Branden, havde sat over Porten, men i Brandens Tiid var falden ned blandt det andet Gruus, og havde alt siden den Tid maat ligget nedtraad i Gaden; det var i temmelig god Stand endda, undtagen Næsen, som var noget beskadiget. Hans Agt var den Tiid igien at see det bragt i behørig Stand, samt opsadt paa sit gamle Sted over Indgangen til Collegio". Det gamle billede blev dog vistnok ikke opsat den gang, men skulde opleve flere æventyr. Mens man opbyggede kollegiet for tredje gang (efter ødelæggelsen 1807), fandt man det mærkelig nok 1824 i Elers'

1) Jfr. Kolleg. regnsk. 1696-97: Jens Hansen brolegger for gaden at omlegge udenfor Collegio, og 115 hugne Kampesteene i porten at ophøje og til rette legge: 9 rdl. Engelstoft, Efterretn. ang. Københavns universitet (1823) s. 59.    2) Alumnus 4/2 1749 - 7/2 54, inspektor.

kollegium under gulvet i bibliothekssalen 1). Det blev da anbragt på sin nuværende plads i nischen bag talerstolen i kollegiets festsal. Medaillonen er hautrelief, ansigtet er taget for fra; indtrykket forstyrres en del af den svære pibekrave, der ikke tager sig ud i marmoret. Næsen er virkelig noget beskadiget; men selv om billedet var helt, synes det ikke at vise nogen slående lighed med Oluf Borch. Skulde det muligvis være en fejltagelse, at det forestiller ham? Pibekraven bidrager også til at gjøre det tvivlsomt; fra henimod 1680 eller tidligere brugtes denne nemlig udelukkende af præster og theologiske professorer, mens andre brugte halsklud. Medaillonen skulde da være hugget før den tid og oprindelig slet ikke have haft noget med kollegiet at gøre, og dette er ikke rimeligt.

Fra porten må der til begge sider have været nogle trin op til stue-etagen, da denne efter tegningerne var mindst lige så højt over grunden som nu. Under hver af de to afdelinger af stue-etagen var der en stor kælder. Ifølge fundatsen skulde den ene bruges til "Alumnorum Brendeved, den anden til anden Usum honestum"; i brændekælderen indrettede den første portner, Jakob Pedersen, 8 rum 2). I stuen og på første sal var studenterboligerne. Hver af dem bestod af to værelser med smukt stengulv og kakkelovne; de var udstyrede med to borde, to læderbetrukne stole og en seng. Da der kun var 8 værelser i hvert stokværk, må de have været langt større end de nuværende. To alumner var fælles om en bolig, og ifølge fundators ønske boede inspektor i lejligheden til højre for porten. Der blev foretaget mindre reparationer af og til; således blev det snart nødvendigt at stryge vindusrammer og karme med oliefarve, da regnvandet begyndte at ødelægge dem 3). - Et

1) In solenni domus Borrichianæ e cineribus erectæ inauguratione (latinsk digt af Børge Thorlacius) s. 4 noten. Her står, at det før 1728 var anbragt i auditoriet, hvad jo ikke er helt umuligt. Imidlertid bekræfter Jonge (Kbhvns beskr. 325), at billedet havde sin plads over porten.    2) Regnsk. 1690-91. Bergendal 30. Kældervinduerne er ikke komne med på det ovenfor gengivne kollegiebillede.    3) Regnsk. 1694-95.

sted på trappegangen har vel den klokke hængt, hvormed der blev ringet til morgen- og aftenandagt 1). Vinduerne på den øverste trappegang var prydede med glasmalerier, der forestillede rigets og universitetets våben 2).

I tredje stokværk var til venstre for trappen den store høresal, hvor alumnerne samledes til andagt og til deklamationer og disputationer; i programma funebre kaldes den "amplum Auditorium, varie exornatum, ut in hac palæstra commodius moveant lacertos juniores Sacris Apollineis devoti". Udstyrelsen var virkelig pragtfuld. Gulvet var sorte og hvide marmorfliser 3); der var anbragt et katheder med en "zirlig bogestol" (d.v.s. læsepult), og over det stod med guldbogstaver: Mê syskhêmatizesthe tôi aiôni toutôi Rom. XII. 2 ("skikker eder ikke lige med denne verden"). Under disputatserne stod præses her, mens de andre sad på bænkene nedenfor 4). Ved væggen til højre havde man stillet Borchs store sølvkrucifiks; ved Kristi side så man to skikkelser, forestillende ham, der rakte Herren svampen, dyppet i æddike, og soldaten, der stødte lansen i Herrens side. Dette kostbare krucifiks stod i et skab, "en beqvem Futral", som Borch selv kalder det i fundatsen; nøglen til det skulde inspektor have, og ingen anden matte åbne det. Når skabets fløjdøre på søndage og helligdage blev slåede op, kunde man på dem læse et vers, Borch havde ladet sætte:

På salen blev der 1697 ophængt et portræt af Oluf Borch i en forgyldt ramme, der havde kostet ikke mindre end 12 rdl., to

1) Jfr. Regnsk. 1723-24: Et Reeb til Klocke 3 Mk. 7 Sk.    2) Bergendal 31. Thuras disp. 20 f. Jfr. E F. Koch 133.    3) Pontoppidan, Theatr. Daniæ 46 (Memoria Hafn. 26).    4) Thura 21. Bergendal 32. Jfr. Regnsk. 1691-92.    5) Thura, Idea hist. 119, jfr. Rostgaard, Deliciæ poetarum Dan. II 592.

rdl. mere end selve maleriet 1); det må have været det maleri, som også efter branden 1728 smykkede salen og kendes af

Efter I. Haas' stik i C. P. Rothes
"Brave danske mænds og kvinders berømmelige eftermæle" II.

1) Regnsk. 1695-96: For sl. Borrichii Contrafey at lade skildre 10 rdl. 1696-97: For en forgylt ramme til sl. Borrichii Contrafey, som henger paa Auditorio 12 rdl. Jfr. Thura 20 f. - Bergendal har skrevet sin Panegyricus, inden billedet blev hængt op.

Haas' stik 1754: man ser Borch i hel figur, stående i et laboratorium med en kolbe i hånden, lænende sig til et ildsted, ved hans fod et herbarium og en tilbundet krukke. Det er rimeligt, at man også har haft et eksemplar af Schatens kobberstik efter Jepsens brystbillede af Borch, som var udført noget tidligere 1). Endvidere var her en trearmet lystestage med messingknapper 2) og en af datidens døsige lamper, og Borch havde jo testamenteret renten af 500 rdl. til lys og tran.

Det øvrige af øverste stokværk var indrettet til bibliothek og samlinger. Bibliothekssalen havde en så rig udstyring, at den hørte til Københavns seværdigheder. På vinduet nærmest døren så man nogle glasmalerier, forestillende symboler for de fire fakulteter, det theologiske, juridiske, medicinske og filosofiske 3). Bøgerne stod i bogskabe, der var forsynede med gitterdøre 4); øverst stod gipsbyster af berømte danske lærde, der levede samtidig med kollegiets oprettelse. En af dem forestillede Borch selv, de andre var byster af Sællands biskop Hans Bagger, de theologiske professorer Masius og Hans Vandal, kollegiets første efor, Povl Vinding, juristen Cosmus Bornemann, prof Rasmus Bartholin, berømt som fysiker og mathematiker, prof. Caspar Bartholin d. yngre, berømt som anatom, endelig professorerne Holger Jacobæus og Villum Worm, der bade var historikere og medicinere. Bogsamlingen, for en meget stor del Borchs egne bøger, var virkelig betydelig og blev den gang meget beundret 5). Den talte over 3150 bind henhørende til de forskellige videnskaber; hertil kom en samling af omtrent halvandet hundred sjældne håndskrifter, dels testamenterede af Borch, dels skænkede af Povl Vinding, Thomas Bartholin (d. yngre), den bekendte Vartovpræst mag. Joh. Brunsmann og flere andre. Kemien var stærkt repræsenteret i samlingen; Borch havde blandt

1) Schatens stik er fra tiden 1691-92. Om ham og Kristian V.s "contrafejer" Jepsen se Weilbach 610 og 329.    2) Regnsk. 1690-91 (Den havde kostet 8 rdl.).    3) Thura 21, jfr. Jonge 326.    4) Se f. eks. regnsk 1691-92.    5) Jfr. de skrevne "Fragmenta ad descriptionem historiamqve Hafniæ", Kallske saml. 39 fol. s. 35 (Kgl. bibl.).

andet haft de mange "chymiske" skrifter, som Tyge Brahes lærde søster Sofie i sin tid havde ejet 1). Mest beundrede man dog et håndskrift, formentlig fra 11. årh., der indeholdt Livius' 10 første bøger, og som ved et tilfælde undgik ildebranden 1728 2). Ifølge Borchs ønske skulde bibliotheket "aarligen med ny og tjenlige Bøgger forøgis" ved rentepengene af 500 rdl. Eforus, professor Vinding, anskaffede da også hvert ar nye bøger, kun ikke i regnskabsåret 11. juni 1703-4, da han ikke kunde finde nogle, han fandt passende. Ofte er det interessante og betydningsfulde filologiske og theologiske værker der er blevne købte, f. eks. i et år Diogenes Laertius' og Ammianus Marcellinus' værker, i et andet Hugo Grotius' skrifter, 4 folianter i franske bind. Nogle år er indkøbene temlig magre, og bogbinderen har fået en betydelig del af bibliothekspengene, men andre er righoldige. Da det måske kan interessere flere læsere at se, hvilke bøger der lejlighedsvis blev anskaffede, anføres her et par eksempler, hentede fra kollegiets regnskabsbog:

      11. juni 1696-97:
1. Juliani et Cyrilli opera in fol. Gr: Lat: 
      ab Ezech. Spanhemio edita Lipsiæ ao. 1696 .... 5 Rdl 0 Mk 0 Sk.
2. Euripidis Tragoediæ Gr: Lat. a Josua Barnesio 
      editæ in fol. Cantabrigiæ ao. 1694 ........... 5  -  0 -  0 -
3. Museum Regium Augusti Regis Christiani Qvinti 
      in fol. Hafn. ao. 1696 in charta majori ...... 3  -  0 -  0 -
4. Pausanias Gr: Latin: cum indice 
       ex recensione Kyhnii in fol. Lips. ao. 1696 . 5  -  3 -  8 -
5. Samuelis Puffendorfii Commentarii de rebus 
       a Carolo Gustavo Sveciæ Rege gestis, 
       Norimb. 1696 in fol.,
       kosted 10 rixdl: hvoraf indføres her: ....... 6  -  0 - 16 -

       11. juni 1705-6:
1. Grævius Syntagma rariorum disputationum, 
       in 4'to Ultraject. ao. 1701 ................. 2 Rdl 3 Mk 8 Sk
2. Acta Eruditorum ao. 1703. 1704. 1705 ............ 3  -  5 -  0 -
       Samme at lade indbinde ......................       2  - 8 -
3. Suida Lexicon Gr. Lat. Vol. 3 in fol. 
       Cantabrigii ao. 1705 
       cum notis Ludolphi Kusteri, indbunden ...... 17  -  0 -  0 -

                                                    25 Rdl 5 Mk 0 Sk.

1) Danske magazin III 25.    2) Baden, Universitetsjournal 1794 s. 14.

Ved de årlige bogindkøb anvendte Vinding oftere langt mere end de 30 eller 25 rdl., som var beregnede dertil. Allerede d. 23. Maj 1691 foreslog han Konsistorium i anledning af den forestående auktion efter historikeren Thomas Bartholin (død 5. Nov. 1690) at anvende 100 rdl. til kollegiets bibliothek; han vilde selv lægge pengene ud, og Konsistorium bifaldt det. Også senere i Acta Consistorii læser man om ekstraordinære bogindkøb. For 8. juli 1699 star der således: "Justits Raad Vinding proponerede at, saa som Thesaurus Antiqvitatum Græcarum Jacobi Gronovii var for billig kiøb at bekomme, at da samme bog maatte kiøbes, til bibliothecam Collegii Medicei, hvilket og saa (saa som det var en capital bog) bleef slutted". I regnskabsåret 1704-5 har Vinding på en auktion gjort et indkøb på 50 rdl., hvoriblandt theologiske hovedværker som Johan Gerhards Loci communes (3 foliobind, 8 Rdl. 1 Mk. 4 Sk.), Calovius' Biblia illustrata (4 foliobind, 16 Rdl. 4 Sk.) og Chemnitz' Harmonia Evangelistarum, (fol., 12 Rdl.), fremdeles Kyrillos fra Jerusalems værker på græsk og latin (Oxford 1706, 4 Rdl.), og Hofmanns Lexicon universale I-IV (Amsterd. 1698, 20 Rdl.). Man ser bestandig nye bøger anskaffede, således også den lærde Leipzigertidende Acta eruditorum. I det hele var Vinding om sig for at forøge bogsamlingen; den næste efor, Caspar Bartholin, fortsatte hermed, men han fandt ikke lejlighed til så store indkøb. Et extraordinært bogindkøb fandt sted 1719, da kollegiet med Konsistoriums billigelse erhvervede den bartholinske samling af anatomiske bøger 1). På grund af de store forøgelser måtte der anskaffes nye bogskabe, således i regnskabsåret 1708-9. Foruden bøgerne opbevaredes i bibliothekssalen Oluf Borchs doktorpatent, udstedt i Angers d. 29. Oktbr. 1664 2).

1) A. C. 22. Juli 1719.    2) Det omtales i J. Badens universitetsjourn. 1794 (s. 14) som en af den daværende bogsamlings mærkværdigheder. Det er ikke rimeligt, at det efter Borchs død har været i andres eje, og må derfor antages at have været også på det første kollegium og være bleven reddet ved branden 1728.

Til bibliotheket hørte et "auctarium" hvor alumnernes disputatser og øvrige udarbejdelser, trykte og utrykte, opbevaredes. Efter 30 års forløb var deres tal allerede omtr. 500, indbundne i 54 kvartbind 1). Borch selv havde skrevet katalog over sine bøger og påbudt, at dette skulde fortsættes. Kollegiets første inspektor, mag. Chr. Aarsleb, udarbejdede da også straks fortsættelsen, og derfor bevilgede Konsistorium ham efter Vindings forslag 10 rdl. af kollegiets penge 2). De næste inspektorer har så indskrevet de nye bøger, der efterhånden kom til. Efter en del års forløb blev katalogen så slidt ved den megen brug, at den matte renskrives på ny. - I fundatsen var der givet regler for benyttelsen af bibliotheket: "Og maa ingen Bøgger enten af de tryckte, eller Manuscriptis uden Collegium udlaanis, men hvo dem bruge vil, læse i dem paa Bibliotheket, hvor de ere satte, og vel med dennem omgaais. Særdeles skal Inspector Collegii, under Ephori Direction, have god Indseende, at Manuscripta ikke blive mutilerede, maculerede eller i andre Maader forverrede, hvorfore de ej have en hver promiscue Adgang til dem at forunde, og skal fordj Ephorus allene have Nøglen til Manuscripta".

Ved siden af bibliotheket var der et rigt udstyret "pinakothek", hvor der blandt andet fandtes 76 portræter af berømte danske og udenlandske læger 3), og et "museum rariorum". Ifølge en disputats af Ancher Anchersen (1724) var samlingen på kollegiet ikke stor, men værdifuld, ligesom andre "kunstkamre" bestående af zoologiske og botaniske sager, navnlig dyr i spiritus og tørrede planter og dyr, endvidere sten og metaller, mange fra de fjærneste egne, påfaldende misdannelser i naturen, kunstsager og nips. 1708 fik samlingen en forøgelse, som vakte stor opsigt. Det var et uhyggeligt misfoster, der var født af en Nyboderpige som fuldbåren og levende og derfor var blevet døbt af jordemoderen, efter sigende med navnet Ole Marie, da

1) Thura a. s.    2) A. C. 28. Maj 1692. Regnsk. 1692-93.    3) Thura 22.

hun ikke kunde afgøre dets køn; straks efter var det dødt. Det havde velskabt krop og veludviklede lemmer, men et altfor lille hoved med et stort øje, der sad hvor munden skulde sidde, og for øvrigt ikke noget ordenligt ansigt, - hvis man kan tro beskrivelsen og afbildningen i den omtalte disputats 1). En medaljesamling fandtes i skuffer, forede med rødt atlask 2). Den berømteste mærkværdighed i denne samling var dog en sølvæske med den blæresten, der havde voldet Oluf Borch døden. Den opbevaredes her ifølge hans eget ønske. Borchs søstersøn Jens Lund skriver i alt fald i sit digt om denne sten 3):

Den Steen dit Helbreds og dit Lifvis soeren Fiende
Du i en Æske bød at giemmis til dit Minde
I dit Collegio og skrifvis paa dens Log,
Her ligger Steenen i, som BORCH af Dage tog.

Her er den Morder-Steen, der stak med Dødens Fork
Og jog til Graven vor udødelige BORK.
Den lærde Verden fik derved et Hierte-Meen:
Gak Læser, gak og Græd, om Du ei selv est Steen.

Calculus hic situs est illustri Corpore sectus.
Qvo sine Borrichius nil nisi gemma fuit,

Frangere cum Lachrymis Charitum tentavit Apollo
Comminuit gemmam, Calx tamen iste prior.
Non sic Jaspideum corrodes, calculi nomen
Qvod super Astra micans, Calculus albus habet.

Mand veyed og den Steen, din Smertere paa Skaale,
Dend du med Himmelsend Taalmodighed maat' taale;
Den Elleve Lod vog, og paa det Tolfte steeg;
Dends Qvantitet var som det største Gaase-Eg.

Conspicimus Solem, succumbentemqve Draconem,
Hunc qvasi fæcundant, qvas parit ille, faces.
Chemicus hinc lapidem qværat; Sol denotet aurum,
Argentumqve Draco. Phæbus utrumqve parit.
Nil sine Sole Draco gignit; nil indigus auri
Gignere, ni Phæbus fulserit ille, potest.

Øverst var der et loft med temlig store vinduer, som tegningen viser; nøglen til loftet var ifølge fundatsen betroet

1) Thura 23, jfr. s. 24. Dette våben førte Borch i sit signet. Afbildninger i Hofmans fundatssamling I s. 3, de gamle kollegiedisputatser o. fl. st. Se afbildningen nedenfor i kap. 4.

kollegiets portner. Fra 1712 fik dette loft en ganske anden betydning end det hidtil havde haft. D. 30. Juli foreslog nemlig den nyvalgte efor, Caspar Bartholin, i Konsistorium, at en kikkert med tilhørende sejerværk, som universitetet havde tilforhandlet sig blandt Ole Rømers efterladenskaber, skulde opbevares på Borchs kollegium "allerøverst ved frontespicium ud till gaden". Han havde først spurt den mathematiske professor Jørg. Rasch om hans mening, og da han anså det for en god plads, mente Bartholin, at det kunde være "Astronomiæ Professoribus og Studiosis til største nytte". Konsistorium besluttede, at kikkerten skulde opsættes der, "og som det geraader til Collegii store lustre og berømmelse, saa blef end ydermere sluttet, at den ringe bekostning, som der paa gaaer, maatte føris iblant andre udgifter, Collegii bygning vedkommende". Den mathematiske alumnus skulde så gøre tjeneste som en slags assistent ved dette lille observatorium; men student Fr. Lysholm, der da havde mathematikerpladsen, var ikke straks i stand dertil. Det ses af Acta Consistorii 9. Dec. 1713: "Blef bevilget, at der af de penge, som ere lagde till experimenter og Legato Fuireniano baade af Bibliothecæ og Musæi Anatomici capitaler, maatte gifvis Oluf Beck een billig discretion og recompense, efter hr. Etatsraad Bartholins gotbefindende for hans umage og opvartning ved de astronomiske Observationer i Collegio Mediceo, indtil Mathematum Studiosus Friderick Lysholm der inde bliver rætt vant der till, Især som velb. frue Etatsraad-inde Rømers, som ellers til disse penge er berettiget, derudj ville for denne sinde afstaae sin Rætt" 1). Herved synes kollegiet tillige at have fået et ur, hvad det ikke før havde haft. Bergendal pastår dog, at denne mangel ikke havde været følelig, da Borch havde indrettet det så vist, at man fra gården kunde se Frue kirkes ur, og man kunde tydelig høre det og universitetsuret slå.

 
1) Underlig nok omtaler A. Thura ikke Rømers kikkert i sin disputats.

Foruden den store bygning hørte der til kollegiet den "nest hos opbygte liden Vaaning", der var portnerbolig; den var bygget op ad hovedbygningen mod vest, hvor nu indkørselen er 1). Tillige var der et laboratorium for kemikeren på kollegiet. Borch havde i fundatsen bestemt, at hans apparater og stoffer "i tvende smaa der til forfærdigte Logementer skal indsættis og Stæderne beqvæmmis til Operationes Chemicas". Underlig nok omtaler Bergendal og Thura ikke den lille laboratoriebygning, men i senere beskrivelser er den ikke forbigået 2). Den lå i gården ved indgangen til haven, som det ses af fundatsen. Når portnerens hustru skulde vaske alumnernes tøj, måtte hun nemlig bruge "den Skorsteen i det lidet Huus, hvor Indgangen er til Haven"; at det var forsynet med skorsten, tyder på, at det var indrettet til kemikerens brug. I regnskaberne forekommer der temlig regelmæssig udgifter til kul og andet, der brugtes til kemiske forsøg.

Grunden, der hørte til kollegiet, var ret betydelig, skønt en del mindre end Valkendorfs kollegiums have. 1708 blev "til havens forbedrelse og størrelse" erhvervet et stykke jord med et udhus af den store nabogrund mod øst og nord; denne udbygning var nemlig "Collegio Mediceo til stor hinder og skiemmelse" 3). Betingelserne for handelen, som blev opsatte af ejeren, geheimeråd Gjedde, blev oplæste og billigede i Konsistorium d. 24. Marts, og fra 18. juni s. å. haves Fr. Gjeddes kvittering for 336 rdl., som Vinding har betalt for det lille stykke jord 4). Til "Collegii ziirlighed og nytte" blev udbygningen nu af murere, tømrere og andre håndværkere omdannet til et havehus 5). Dermed havde grunden i det væsenlige samme størrelse som nu; kun henimod professorboligen mod vest var den lidt mindre og dannede en spids vinkel, men det blev først ændret ved kollegiets tredje opbyggelse 1823-24 6).

 
1) Jonge 325. Engelstoft, Efterretn. ang. Kbhvns univ. 59.    2) Thurah, Hafnia hodierna 356. Jonge 324.    3) Regnsk. 1707-8.    4) Konsist. ark. pakke 157.    5) Regnsk. a. s.    6) Engelstoft, Efterretn. 59 f.

Nærmest ved kollegiebygningen var gården med sin gode brolægning og et springvand med en fint hugget kumme, der havde kostet meget 1). Haven var en af kollegiets største mærkværdigheder; derfor havde fundatsen også fastsat påfaldende strænge bestemmelser om alumnernes adgang til den: "Udi Collegii Have maa ingen komme uden Inspector er self hos, ej heller flere tillige, end Inspector for got befinder: Og maa Ephorus og Inspector alleene have hver een Nøgle der til." Haven var omgivet af et tæt stakit, der med bly var sat fast på et stengærde 2). Dette måtte senere efter eforus', Casp. Bartholins forslag afløses af en rigtig mur, i det mindste på det stykke, der stødte op til professorboligen mod vest. En sådan mur skulde "fundator Collegii gerne i levende live have ønsket opsat, og da ikke for sine aarsager skee kunde" 3). I haven var der flere statuer: Først den bekendte efterligning af den farnesiske Herkules støbt i bly, men den gang overmalet. Ifølge Bergendal skulde den minde alumnerne om ikke at sky faren, om end lykken var imod, og bestandig sætte pris på Herkulesarbejder (jfr. Vindings indvielsestale). En anden forfatter mener, at blystatuen indbyder til en sammenligning mellem Herkules og Oluf Borch:

Den Bly-støbt Hercules, som var hans sidste Møye,
Opsat den nu henstaar til hver Mands Siun og Øye:
Hvis Arbeyd Hercules har giort, ey regnis kand
Mod det som lærde BORCK har giort ved sin Forstand.
Hiin rensede den Stald Augia var til Eye
Med Skarn vel dybt begroed; Men denne loed udfeye
en skaren ureen Art af Ungdoms Hu og Sind,
Og det var all hans Løst, der paa hand lagde Vind.

1) Bergendal 30. Springvandet havde vistnok hørt til den gamle professorbolig (se skødet til Borch), men kummen var ny (Regnsk.).    2) Bergendal, a. s.    3) A. C. 18. Juli 1712.    4) Tillægget til Bornemanns ligtale 43 f. Digtet er af Oluf Worm (d. yngre), søn af Villum Worm; 1691 blev han prof. eloqventiæ, 1704 prof. med., (død) 1708.

den gamle statue, denne ærværdige levning fra det første kollegiums tid. Snarere morer man sig over dens urimelig svære former, og af og til kan man se den meget kammeratlig behandlet af en eller anden vittig person, der har forsynet halvguden med frakke, hat, kost eller lignende. - Fremdeles stod der to malede og forgyldte gipsstatuer, Apollo og Merkur, for at man kunde se, at stedet var videnskaberne helliget (Bergendal): ja der har været endnu flere statuer, maske også vaser og lignende; i alt fald måtte portneren straks opsætte ikke mindre end 16 postamenter i haven 1). Alumnerne fandt det ikke nok med springvandet i gården; efter få års forløb blev der i haven tillige indrettet en fontæne med en blystatue af Seneca som springvandsfigur. Inspektor, Maturin Castensen, havde påtaget sig at lade det gøre og gjorde udlæg dertil (62 Rdl. 2 Mk. 2 Sk.) 2).

Alt dette måtte give kollegiehaven et zirligt, pænt og fornemt præg, ligesom det skaffede den en høj rang mellem det daværende Københavns haver. Hertil kom, at der var anvendt meget på træer, buske og sjældne planter. I Ancher Anchersens disputats "De monstro cyclopio" kaldes haven også "hortulus non minus arboribus et herbis amoenus qvam artificioso aqvæ ductu statuisqve insignibus jucundus", og programma funebre og Bergendal berømmer også dens plantevækst. Der var straks kørt god jord til haven og købt unge træer og buksbom for over 18 rdl. 3). Desuden blev der indplantet en mængde urter, bl. a. en del lægeplanter. Fra kollegiets aller første tid har vi netop en disputats af Gudmand Poscholan: Flora Medicea Hafniaca (1691), en fortegnelse over planter i kollegiehaven, der enten stod som ugræs eller var plantede der med vilje, og som formentlig var nyttige i lægekunsten 4). Der nævnes følgende

1) Regnsk. 1690-91. Maling og forgyldning af statuerne: Regnsk. 1695-96, 1706-7, 1714-15.    2) Regnsk. 1696-97. Ang. Seneca se regnsk. 1721-22, 1728.   3) Regnsk. 1690-91.    4) Jfr. titlen: Flora Medicea Hafniaca anni MDCXCI seu de viribus Plantarum in horto Collegii Medicei Anno 1691 inventarum, vel sponte ibidem crescentium, vel aliunde illuc translatarum, ut ibi crescant, Schediasma Botanico Medicum etc. - M. Gudmand Poscholan (Paaske) alumnus 29/5 1691 - 28/11 s. å., kapellan i Korsør, 1694 sognepr. i Kallundborg, (død) 1715.

29 planter: "hønsebid" (fuglegræs-fladstjærne), gåseurt, melde, burre, hyrdetaske, "hundred knuder" (vejpileurt), svaleurt, skarntyde, kamille, løvetand, "troldkonemælk, ulvemælk eller fandens mælk" (vortemælk), gul snerre, "stinkende døvnælde" (rød tvetand), skræppe, katost, røllike, vejbred, "småburrer" (burre-snerre), ager-ranunkel eller "kragetæer med piggede frøhuse", husløg, alm. brandbæger eller "korsurt", sort natskade, rødkløver, hvidkløver og humlekløver, føllefod, stor brændenælde og "liden ædder-nælde", alm. ærenpris. - Efter dette har haven været "ej blot til lyst", men man har lagt vind på at dyrke lægeplanter. Det var så meget rimeligere som Borch selv havde været ivrig for anvendelsen af danske planter i lægekunsten 1). Troen på deres kraft var unægtelig overdreven, som nar Poscholan regner fuglegræs for at være et godt middel mod svindsot, skab og rosen, hyrdetaske og "hundred knuder" for at være godt til at stille næseblod, blodspytning, diarrhé, blodgang o. s. v., gåseurt for et middel mod sten og tandpine, svaleurtens gule mælkesaft for gavnlig mod gulsot o. s. fr. - For øvrigt har man også skaffet sig planter, der kunde "fryde øjet" (progr. funebre); således fik man en del potteplanter fra Borchs discipel, botanikeren Peder Kylling 2). De stive buksbomhække, der hørte til den franske havestil, har heller ikke manglet. Senere købte man nogle fersken- og aprikostræer 3); men dem fik man ikke megen glæde af, da den frygtelige vinter 1708-9 ødelagde frugttræer og meget andet, så haven måtte lægges helt om og meget nyt anskaffes 4). Efter fundatsen skulde haven holdes i ordenlig stand, men ikke på den måde som Valkendorfs kollegiums have, der var delt i 8 stykker, hvoraf hvert tilhørte to kontubernaler. Her skulde derimod portneren én gang om

1) Jfr. Borchs skrift: De usu plantarurn indigenarum in medicina (1688). Koch 105 f.    2) Regnsk. 1692-93.    3) Regnsk. 1706-7    4) Regnsk. 1710-11.

måneden luge, men alumnerne kunde ikke selv arbejde i den; hvert år blev den omgravet, og gangene blev strøede med sand; udgifterne toges af renterne af de 500 rdl., som oprindelig havde været Oluf Lund tiltænkte 1).

Omgivelserne var meget forskellige fra de nuværende. Kannikestræde har ganske vist haft samme retning og samme bredde som nu, men den var anderledes bebygget. I det tidsrum, vi har at gøre med, var der mellem Borchs kollegium og Regensen med den tilhørende Trinitatis præstebolig kun én bygning; men det var en ansélig gård, rimeligvis med en lang mur ud til Kannikestræde og med en stor tilhørende grund. Da kollegiet blev bygget, tilhørte denne gård fru Margrete Gjedde, datter af den berømte admiral Ove Gjedde og enke efter vicekansler, geheimeråd Holger Vind (død 1680). Efter hendes død d. 5. Maj 1706 fik hendes broder, admiral og geheimeråd Fredrik Gjedde ejendommen og boede her som alumnernes nabo, indtil han 1713 blev stiftamtmand over Fyn og Langeland 2). Ved branden 1728 tilhørte den rigmanden Abr. Lehn og beboedes af den kejserlige envoyé 3). Både mod øst og nord var kollegiet begrænset af den Gjeddeske gård; dens grund gik nemlig helt hen til Skidenstræde (Krystalgade) og langs denne gade lige fra præstegårdens grund ved Regensen og til hjørnehuset ved Fiolstræde. Den zirlige kollegiehave har altså haft en stor, fin og herskabelig nabo, og fra kollegiet har alumnerne haft frit blik over statuer, springvande, snirklede gange og klippede træer; de nærmeste genboer på den kant har været Skidenstrædes småhuse. Som dr. O. Nielsen har vist,

1) Jfr. ovenfor s. 15. De ældste træer i kollegiehaven er ikke så gamle, at de kan være fra Borchs levetid, som Koch tror (Oluf Borck s. 141).    2) I skødet til Borch omtales Margrete Gjedde som ejerinde. 1708, da det lille stykke jord sælges til kollegiet, er Fr. Gjedde ejeren.    3) O. Nielsen, Kbhvn på Holbergs tid 5.

er det derfor frie fantasier, nar der er talt om en gammel gyde bagved haven, hvoraf der skulde være levninger mellem de nuværende baghuse til Krystalgade 1). - Vest for Borchs kollegium var der professorboliger med haver. Den nærmeste var i kollegiets første tid beboet af den berømte Ole Rømer 2). Den fjærneste, på hjørnet af Fiolstræde - den gang regnedes den at ligge ved Frue kirkegård - var den mærkeligste og største af alle professorboligerne. Det var den gamle degnegård med omtr. 8000 (kvadrat)-al. tilhørende grund; de takkede gavle på den gamle bygning fra kanniketiden, husets beliggenhed noget tilbage i den store have, hele gårdens afsondrethed ved den store mur rundt om, alt dette gav denne ærværdige professorbolig et vidt forskelligt udseende fra den bygning, der rejstes efter branden 1728 og straks står for den almindelige bevidsthed som Holbergs professorbolig 3). Da kollegiet blev bygget, var denne mærkelige residens beboet af professor Rasmus Bartholin 4). Alumnerne havde også universitetslærere til genboer: husene på den søndre side af Kannikestræde var professorboliger med haver og træer, lige fra det hjørne, hvor nu Metropolitanskolen ligger, til Elers' kollegium, hvis udseende har været omtrent som det nuværende; i en af disse residenser havde, som ovenfor sagt, Oluf Borch boet. Ligeledes var der en professorbolig i lille Kannikestræde, ved kollegiets tilblivelse beboet af professor Hans Vandal 5). Overfor Regensen var der almindelige huse. For den ene ende af Kannikestræde så man Rundetårn, den gang beundret som Københavns største mærkværdighed. Ved den vestlige ende af gaden havde man et syn, vidt forskelligt fra det, vi nu har, den smukke gothiske Frue kirke med sit svære tårn, det mægtig høje, sylformede spir med fire småspir ved grunden, de høje, spidsbuede vinduer, de takkede gavle på tværskibet og de

1) L. Both i Illustr. tid. 1881 nr. 1155. O. Nielsen a, s.    2) Se skødet til Borch i Konsist. ark.    3) Mejborg a. skr. 67 ff.    4) Meddelt mig af rådstuearkivar dr. O. Nielsen.    5) Kbhvns diplomatarium ved O. Nielsen III 707.

mange sidekapeller 1); universitetsbygningerne har ikke været videre anselige, men hyggelige og nette, den ældste bygning med gothisk takket gavl, de andre hovedsagelig i hollandsk renæssancestil 2). Ved denne lå professor- og præsteboliger med deres haver; bagved, ud til Skidenstræde var den botaniske have, egenlig kun en professorhave og i reglen forsømt 3).

Gik alumnerne ud af kollegieporten, var de på en af byens bedste gader: Kannikestræde var forholdsvis bred og havde fortov. Ud for kollegiet skulde det holdes rent af portneren, der i det hele skulde feje gaden, når det gjordes nødigt. Som bekendt tog folk sig det ikke nøje med gadernes renlighed, København var berygtet for sit søle og ælte; man kunde finde mægtige skarndynger på gaderne 4). Men i Kannikestræde har renligheden dog vistnok været forholdsvis god; regnskabsbøgerne viser, at brolægningen udenfor kollegiet med temlig korte mellemrum er bleven omlagt.

1) Se billeder f. eks. Matzen II tillæg s. 2.    2) Matzen II tillægget (billede s. 7). Engelstoft og Werlauff, Udsigt ov. Kbhvns universitets bygningshistorie (1836).    3) Engelstoft og Werlauff 37 f.    4) O. Nielsen 61 ff.

5. Ildebranden 1728.

Brandens opkomst og udbredelse. - Det andet kollegium.

Kollegiet var som ovenfor sagt næsten en pragtbygning med et kostbart bibliothek og værdifulde samlinger; men så godt som alt gik til grunde ved den store ulykke, der ramte København i slutningen af Fredrik IV's kongetid. Onsdag 20. Okt. 1728 kl. 6 1/2 om aftenen udbrød der ved et barns uforsigtighed ild i et lille hus overfor Vesterport på hjørnet af det daværende store st. Clemensstræde (omtrent der, hvor nu Fredriksberggade er). En hæftig sydvestvind drev ilden ind mod byen, og snart stod store og lille st. Clemensstræde, Vestergade, Studiestræde og Larsbjørnsstræde lige hen til st Pedersstræde i lys lue. Ulykkeligvis var vandet fra hele denne del af byen oppumpet for at anvendes til den ny udgravede Peblingesø, og det varede længe, inden kommandanten turde åbne Vesterport - portene skulde være lukkede under ildebrand -, så folk kunde ikke hente vand fra gravene, ja end ikke hjælpere fra landet fik lov at komme ind i byen. Dertil kom, at denne del af byen for største delen bestod af småhuse uden brandmur, mange med oplag af hørkramvarer og med trælagre; tagrenderne var de fleste steder af træ og tjærede, så de fængede let, og gaderne var de usleste gyder, så de ikke frembød nogen hindring for ildens forplantelse. Brandmajor Preisler manglede erfaring og snarrådighed, politimester Himmerich skal ikke have

været ædru, kommandanten var så forvirret, at han pryglede løs på alle, også brandfolkene, og disse opgav snart al kamp mod ilden og søgte at redde deres eget. En ny ildebrand opstod på Nørregade ved en bryggerkarls ubetænksomhed, hele Nørregade med sine mange bryggerier brændte, og ilden nåede i løbet af natten og morgenen til udkanten ved Rosenborg slotshave. Bispegården og Petri kirke brændte Torsdag morgen, af Valkendorfs kollegium blev mærkelig nok kun øverste stokværk ødelagt, nederste med bibliotheket blev reddet; professor Horrebow, der havde været beskæftiget på Rundetårn, mistede næsten alt. Samtidig fandt man på det vanvittige råd at sprænge "Blasen", hjørnehuset af Nørregade og Gammeltorv; det gav kun ilden mere næring. Gnisterne fængede i det mægtige spir på Frue kirke, snart lyste det som en kæmpefakkel, indtil det styrtede ned med et voldsomt brag; hele kirken med det meget bohave og andre ejendele, man for sikkerheds skyld havde bragt derhen, - bl. a. biskop Worms store bibliothek - blev på koret og sakristiet nær ødelagt i bund og grund. Ved samme tid, Torsdag kl. 10 form., brændte universitetet med tilhørende bygninger og samlinger; kun den gamle kommunitetsbygning blev reddet ved dekanen Brunchmanns åndsnærværelse. Så sprang ilden over Fiolstræde, og Caspar Bartholins store professorbolig, den hyggelige gamle degnegård (se s. 42), blev snart et rov for luerne; han havde dog reddet det meste af sine sager i rette tid, men Hans Bartholin, der boede ved siden af, var mindre heldig. Det synes i det hele som om ildens raske fremtrængen i Kannikestræde er kommen folk meget uventet, så det kun var temlig lidt, man fik reddet. Fra Hans Bartholins professorbolig greb ilden fat i Borchs kollegium, rimeligvis midt på dagen; overraskende må det have været, man har vel overvurderet bygningens sikkerhed, fordi den var grundmuret og kobbertakt. Så godt som intet af kollegiets rige samlinger blev bjærget. Alumnerne har vel først og fremmest sørget for deres eget. Nogle har dog taget Borchs sølvkrucifiks med som kollegiets største kostbarhed; ved denne bjærgning synes det dog

at have lidt, i alt fald findes der i regnskabsbogen for 1731-32: "For det sølv Crucifix at lade opkaage, og sølv, som fattedes, at tillægge, betalt guldsmeden 23 rdl.". En må have reddet Borchs doktorpatent, ligeledes reddede man maleriet af Borch, uden tvivl ved at skære det ud af rammen. (Disse minder fra den første kollegietid gik desværre til grunde ved det andet kollegiums brand). Alt, hvad luerne kunde fortære, blev til aske, alle bøgerne og de mange seværdigheder gik fuldstændig til grunde. Murene styrtede dog ikke sammen; man kunde til dels bruge dem til det andet kollegium, men de matte naturligvis afstives 1). De forbrændte kobberplader på taget faldt ned mellem de røgsorte mure; senere blev de samlede op og solgte. Haven var ødelagt, gipsstatuerne er vel blevne knuste, kun den farnesiske Herkules stod støt mellem grusdynger og forkullede levninger og har senere også trodset den næste ildebrand. - Imidlertid var ilden også løben langs den sydlige side af Kannikestræde, Grams bolig brændte, men han fik reddet en del af sine bøger; værst var det, at Arne Magnussen, der boede overfor kollegiet, ikke fik reddet hele sin kostbare samling, fordi han uden at tænke sig faren nær havde sendt sine tjenere ud at hjælpe andre, - et bevis på, hvor uventet ildens faren frem i Kannikestræde har været. Professorboligen ved siden af og Elers' kollegium blev lagte i grus, snart slikkede luerne op ad Regensens mure, men kirken blev reddet (omtrent kl. 4). Rundekirke med de kostbare astronomiske instrumenter, Tyge Brahes og Ole Rømers stolte værker, og det kostbare, til dels uerstattelige universitetsbibliothek var det næste smærtelige tab. Vinden vendte sig nu, og ilden greb om sig ned mod stranden; Skindergade, Klosterstræde, Ulfeldts plads o. s. v. var snart rygende ruiner; om aftenen fik ilden fat i Helligåndskirken: mens kirken brændte, kom de bekendte sangklokker med deres sidste sang, mærkelig nok melodien til salmen:

1) Regnsk. 1730-31.

Vreden din afvend, herre Gud, af nåde. Længere vest på brændte rådhuset, og ilden standsede først ved stranden; en del af Købmagergade, Pilestræde og Møntergade blev også ødelagt. Fra Vesterport til Gothersgade, fra Nørreport til Stranden var det meste brændt, deriblandt 6 kirker, den lille vajsenhuskirke medregnet, det nye vajsenhus og det statelige rådhus på Ny- og Gammeltorv, universitetet, de tre kollegier og en stor del af Regensen, professor- og præsteboligerne, latinskolen og posthuset; 1640 privathuse var desuden lagte i aske, 3700 familier var husvilde, de fleste havde mistet så godt som alt, enten ved luerne eller ved tyverier, og da der slet ikke fandtes nogen brandforsikringskasse, hverken for bygninger eller løsøre, var tabene for så vidt uerstattelige. Elendige og fortvivlede stakler søgte tilflugt på volden ved Nørreport, kommandanten vilde forbyde det og huggede løs, men kronprinsen lagde sig imellem og gav alle lov til at bjærge sig som de kunde 1). De studerende var ikke dem, der havde lidt mindst. Kongen støttede bispen, præsterne og professorerne og vilde også lade uddele penge blandt studenterne, men professorerne matte svare, at de fleste var rejste hjæm, og de andre havde de ikke rede på; etatsråd Bentzen i Pilestræde tog sig smukt af 10 studenter og ernærede dem 2), og hofpræst Conradi fik et anonymt brev med 20000 floriner fra en dame, hvis mand havde nydt megen gunst ved hoffet: halvdelen skulde være til kirkernes opbyggelse, halvdelen til de brandlidte, så der maske også her er tilflydt studenterne nogen hjælp 3).

 
1) Angående ildebranden: Hojer, Friderich IV II 191 ff. Danske saml. II 71 ff. III 33 ff. Nyt hist. tidsskr. 283 ff. P. Horrebow, Opera III 20. 68 ff. Reisers "fyrgterlige" ildebrandshist. J. Friis, Kiøbenhavns Taare, øste i den store og bedrøvelige Ildebrand, og andre digte om denne begivenhed. Jfr. Werlauff, Universitetets bygningshist. 47 f. Reinhardt 178 ff. Ludv. Bramsen, Københavns brandsikkerhed forinden hver af de tvende store ildebrande 1728 og 1795 og nuomstunder (foredrag ved Forsikringsforeningens 12te møde 28/1 1885) o. s. v.    2) Danske saml. II 89.    3) Pontoppidans collectanea, Thottske saml. fol. 736 s. 453.

Langsomt fik man Borchs kollegium genopført. Først istandsatte man portnerboligen, dernæst selve kollegiet. I det hele blev det indrettet som det forrige, men langtfra så pragtfuldt og rigt udstyret, blandt andet manglede nu frontespicen med Kristian Vs byste 1). Det varede noget, inden alumnerne mødtes i det gamle hjæm; flere blev længe borte, som regnskaberne viser, nogle vendte slet ikke tilbage. Fra 1731 var der atter orden, de nye boghylder blev efterhånden fyldte, disputatserne hørtes igen, nye alumner samledes til andagt foran Borchs krucifiks, og slægt efter slægt studerede atter i de rummelige værelser, deriblandt mange, der senere skulde skrive deres navne i Danmarks historie. Pedanteri og pietisme har vel haft hjæmsted her side om side; en ny tid spirer frem, der udvikler sig et fyldigere samliv mellem alumnerne, som da de i fællesskab overleverer Holberg deres digte; Eilschow vækker overordenlig opsigt langt ud over alumnernes snævre kreds ved sin kamp for modersmålet; så møder vi tidsrum, der karakteriseres ved alumner som N. E. Balle og Claus Frees Hornemann (begyndelsen af 70erne), Fr. Sneedorff og Rasmus Nyerup (begyndelsen af 80erne), oplysningens overfladiske fornuftmæssighed sætter sine mærker blandt kollegiets beboere, og det gryende åndelige liv giver også her tanken højere flugt og følelsen ædlere varme: kort sagt, tidernes skiftende ejendommeligheder har genspejlet sig i det stille, tilsyneladende så ensformige kollegieliv, som fortsattes uforstyrret, indtil en ny ødelæggende ildebrand ved bombardementet 1807 bragte en lang afbrydelse.

1) Se afbildningen i L. Thurahs Hafnia hodierna. Det synes oprindelig at have været hensigten at udstyre kollegiet med en ny frontespice, jfr. Regnsk. 1730-31: Tømmermesterens reigning for at tillukke med breder hvor Fronti Spitium. skal være 8 rdl.